Havørred

Havørred -

Danmarks nationalfisk

 

Uden vand, intet liv! - hedder det, og sandheden i det udsagn er der ingen, der betvivler. Desværre handler vi mennesker ikke altid efter vores indsigt, hvilket bl.a. vore vandløb har lidt stærkt under i en lang årrække. Hvor åer og bække er blevet mishandlet, er det i første omgang fiskene, der har måttet betale prisen - også i en sådan grad at mange af landets oprindelige fiskestammer er gået til grunde. Så galt har det heldigvis aldrig udviklet sig på Bornholm, og det har ikke været nødvendigt på noget tidspunkt at importere fremmede ørredstammer fra klækkerier eller dambrug.

Ørreder har det ligesom andre levende væsener - mennesket delvis undtaget - at de tilpasser sig deres levesteder. Fiskene kan ikke ændre på givne naturforhold, uanset hvor håbløse omstændighederne måtte forekomme dem, men for ikke at gå til grunde sørger de for at få det bedste ud af det ved i generationer at ændre på sig selv. På Bornholm er det især vandløbenes karakteristiske tilstand, der har skabt en bestemt ørredtype. Vandløbene på øen har relativt stort fald og dermed hurtig afstrømning, de er uden egentlige vandmagasiner og derfor meget nedbørsfølsomme og endelig er de lavvandede og har ringe udmundingsforhold. På den sydlige del af øen dannes der sandvolde, som i lange perioder helt eller delvis tilstopper udløbet, og på den nordlige, klippefyldte kyst skabes som regel et fladt, bredt og stenet delta.

Lav vandstand, stenet eller tilsandet bund og sommerudtørring har sikkert været vilkårene i de bornholmske vandløb siden tidernes morgen, men vi har bestemt ikke bidraget til en forbedring af forholdene ved vores umådeholdne vandforbrug og økonomisk begrundede afvandingsinteresser.

Disse vandløbsbetingelser har i tidens løb skabt en særlig bornholmsk havørredstamme, der er karakteristisk på flere punkter:

En langstrakt, næsten lakseagtig form adskiller fisken fra andre havørredtyper som fx den sydsvenske, der er kort og

dyb, mens den bornholmske ørred nødvendigvis må være slank for at kunne deltage i gydevandringen. En kort og dyb fisk ville ikke have nogen mulighed for at manøvrere sig gennem udløbets flade delta, endsige gennem åens lave vand og stenede bund. Selv i gode nedbørsrige perioder er adgangsforholdene for fiskene vanskelige nok endda, men alligevel plasker de sig optimistisk sidelæns over stranden og ind i åen, hvor vandstanden ofte knap nok kan dække fisken. Den må således svømme eller undertiden nærmest kravle fremad mod strømmen med ryggen delvis blottet - og kun en lang, slank ørred er i stand til at klare det!

Mærkningsforsøg i 1960'erne har påvist, at den bornholmske ørred har en ret stationær levevis. Forsøgene omfattede 11 vandløb, hvor 2535 ørreder blev mærket, og 754 blev senere registreret som genfangster. 614 havørreder blev fanget ved den bornholmske kyst, heraf 495 indenfor en radius af kun 15 km fra oprindelsesvandløbet, mens resten blev opfisket i vandløbene. Kun 19 ørreder havde mistet deres bornholmske prægning og var emigreret - 15 til den svenske kyst og 4 til den polske. Man kunne tro, at den bornholmske havørred ved, at den ikke kan tillade sig at farte land og rige rundt, men må holde sig på finnerne tæt ved øen og være klar til at smutte ind i åen og være med til at sikre næste generation, når forholdene er til det. Men det er nok at tillægge den for stor intelligens. Forklaringen er den enkle, at havørreden den største del af sit liv lever kystnært og spredning foregår på lavt vand. Eftersom Bornholm er en ø, er havørreden her så at sige fanget af sit miljø. Ørreder vil ligesom laks helst vende tilbage til fødeåen, når de skal gyde, men den bornholmske ørred er ret tolerant. Hvis oprindelsesvandløbet af den ene eller anden grund er utilgængeligt, så vælger den blot det nærmeste og bedste alternativ, hvilket unægteligt er klogt nok. Uden dette brede hjeminstinkt ville fiskenes mælk og æg jo ofte gå til spilde.

Ørredyngelen har tillært sig et glimrende trick, når vandløbene tørrer ud - de smutter simpelthen helt ud i Østersøen. Man kan derfor under kystfiskeri omkring åmundingerne opleve det besynderlige, at man i havet får hug af en "vaskeægte, rødplettet bækørred".

Den bornholmske ørred deltager tidligt efter kønsmodningen i gydningen og den er en trofast, årlig bidragyder, hvilket bevirker, at den vokser forholdsvis langsomt.

Den bornholmske havørredstamme er med sin særlige karakteristika værd at bevare, og øens sportsfiskere har sammen med biologerne i kommunen arbejdet for at skabe optimale forhold for fisken. Dels har man afvist alle tanker om kystudsætninger af andre og mere hurtigtvoksende ørredtyper, og dels har man besluttet at pille så lidt som overhovedet muligt ved den eksisterende bestand. For år tilbage blev der udsat 30.000 styk yngel, avlet på øens egne fisk, i vandløb hvor naturlig opgang var fysisk umuligt, mens de efter bornholmske forhold store vandløb ikke har fået tilført kunstigt klækket yngel i de sidste 25 år. Udsætninger i vandløb er for længst helt ophørt, og samtidig er et større arbejde med vandløbsforbedringer sat i gang, så man her på øen med god ret kan hævde:

Langs den bornholmske kyst fanger man ægte vildfisk! Og ind i mellem store havørreder, som er svømmet hertil fra især svenske elve.

Kystfiskeri efter havørred

"Hvordan fanger man havørreder på Bornholm”? Det spørgsmål bliver ofte stillet til lokale lystfiskere, og svaret er kort: Ved at fiske!

Så enkelt er det nemlig, selvom der skrives tykke bøger om havørredfiskeri, og mange gerne vil gøre det til en hel videnskab. Fisketidskrifter og velmenende skribenter omtaler tit havørredfangst som svært, noget for eksperter med indgående lokalkendskab og det helt rigtige udstyr, men det er bestemt ikke sandheden.

Naturligvis forudsætter fangst af fisk en vis portion viden, noget fornuftigt grej og lidt teknik, men ikke mere end at enhver kan lære det i løbet af en halv times tid eller mindre. Det drejer sig nemlig først og fremmest om at være på kysten og fiske, og jo længere tid man har sit agn i vandet, jo større er chancen for fangst af fisk. På kortsiderne i denne fiskeguide er de rette steder beskrevet, og hvis man fisker ihærdigt på nogle af dem, skal man nok ramme den rette tid, hvor fiskene også er der - og er i bidehumør.

Fisketeknik

Fiskeri fra småbåde er den mest effektive fiskemetode, idet man enten kan kastefiske på forskellige lokaliteter eller ved såkaldt dørgning afsøge lange kyststrækninger med lokkende agn på slæb. Derved får man naturligvis præsenteret sine agn for flere fisk, end når man vadefisker i et afgrænset område. Når en havørred har hugget - og forhåbentlig er hevet sikkert indenbords - er det en god ide at vende båden og sejle tilbage til hugområdet, slukke motoren og kastefiske. Det hænder ofte, at havørreder optræder flokvis! Ved alle odder og rev bør man i øvrigt standse op og kastefiske koncentreret.

Ved trollingfiskeri efter laks sejler man forholdsvis hurtigt, men det skal man absolut ikke ved dørgefiskeri efter ørred langs kysten. Her sejles der så langsomt som motoren kan klare uden at gå i stå i tide og utide. Hastigheden bestemmes af hvilke kunstagn, man anvender - blink og woblere skal have den helt rigtige gang i vandet. Agnen må hverken hænge med bagdelen eller flagre som en vimpel i stormvejr, men skal vrikke dovent og uimodståeligt af sted som en byttefisk på slentretur.

 

Vadefiskeri ved kysten er der talrige muligheder for på Bornholm, hvilket hænger sammen med de mange ørredførende vandløb og det afvekslende kystterræn. Først på sæsonen, når de fleste fredningszoner er ophævet, findes de populæreste fiskepladser omkring vandløbenes udløb, men ellers er det ved odder, rev, skær, stensamlinger, ålegræs- og tangbælter, at ørreden skal fanges. Her lister den rundt i sin jagt på føde, og havørreden er hverken særlig selektiv eller kræsen. Dens menukort rummer alt fra små lækkerbiskener som tanglopper til store godbidder som tobis og brisling - og den tager det, den kan få fat på! Selvom vommen er fyldt og maden næsten står den ud af halsen, skal den lige have det sidste med, hvilket naturligvis er skæbnesvangert, hvis det er et lystfiskerblink. Og havørreden lader sig villigt narre, hvis kunstagnen bare rimeligt minder om et fødeemne! Når havørreden er på ædetogt, skænker den hverken blinkmærke, form eller farve - eller lystfiskerens dyre udrustning i øvrigt -større opmærksomhed, men den er fokuseret på bevægelsen i vandet. Derfor drejer det sig i havørredfiskeriet først og fremmest om at have kendskab til sine kunstagn, så man ved hvordan de går i vandet under forskellige vejr- og vandforhold. Indspinningshastigheden skal være optimal, dvs. afpasset efter det aktuelle blink eller wobler for enden af linen. Kunstagnen skal ligne en svømmende fisk og ikke et stykke metal på slæb! Kontroller derfor dine blink og woblere og mærk dig deres gang.

Hvis havørreden er svær at få i tale, så skift blink, varier indspinningen, lav spin-stop eller prøv en ophængerflue foran blinket - eller skift til fluefiskeri.

Havørreden trækker langs kysten i sin jagt på føde, og logisk set skulle man så blot kunne parkere sig selv et sted ved kysten og vente på, at fisken kommer forbi - og sådan kan man gøre. Det er dog bedre at være opsøgende i sit fiskeri ved at vandrefiske: gå en tur langs kyststrækningen og affisk alle potentielle havørredlokaliteter. Uanset om man er fluefisker eller spinfisker, så fisk først helt oppe fra strandbredden, inden der vades ud. Brug små korte kast i begyndelsen, øg kastelængden efterhånden og vad så forsigtigt ud. Indstil dig på "fiskesyn" - dvs. at du hele tiden har øje for, hvad der sker i vandet omkring dig. En bule i overfladen, en rygfinne, et head & tail, et vak - et præcist kast, så er der ofte fisk! Efter det opsøgende fiskeri kan man gro fast i længere tid ved det " helt rigtige sted".

Tips til vadefiskeri: Waders og regnjakke er en selvfølge, men husk et bælte om livet, så jakken slutter tæt om kroppen. Herved undgår man bølgeskvulp op under jakken og ned i vadebukserne. Bæltet kan også bruges til fastgørelse af ketsjer og vadestav. Den sidste er uundværlig på mange lokaliteter.

HUSK bag-limit for havørred: 3 fisk per mand!

Vejr og vind

Set ovenfra ligner Bornholm en skævvredet terning, og uanset hvor meget det stormer, er der altid en læside, hvor man kan komme til at fiske. Generelt bør man dog opsøge pladser med pålandsvind eller rettere kyststrækninger, hvor bølgerne knækker mod sten og skær og vandet er uroligt. Her er der størst chance for hug. Det skyldes, at havørreden er særdeles aktiv i uroligt vand, hvor bølgeslag hvirvler føde op fra bundvegetationen. Den er helt ædeeuforisk og derfor nemmere at narre. Oftest hugger havørreden i den slags vejr så hårdt og kontant, at den kroger sig selv. I stille, glasklart vand er ørreden mere forsigtig og tager fødeemnet i øjesyn, så her må man anvende flue eller miniblink og sørge for tilslag i rette øjeblik.

Grej

Ved spinnefiskeri anvendes en 7 - 9 fods stang, blink og woblere fra 5 - 25 g, afhængig af forholdene og line fra 0,18 - 0,30 mm. Aflange kunstagn, der imiterer havørredens foretrukne føde, tobis, anbefales overalt, men i lavt vand over skær og tangplanter kan flade, højtgående blink være at foretrække. Langt de fleste bornholmske kystfluefiskere går med stænger i AFTM 7-8-9 og et saltvandsbestandigt fluehjul, som rummer mindst 100 m bagline. Dertil kommer så fluelinen, som i vid udstrækning er et skydehoved tilkoblet forskellige slags bagliner, nylonliner eller en almindelig coated skydeline, men der fiskes også med hele flydeliner i stille vejr og intermediate, når der er vind og strøm. Stort set alle fluefiskere bruger færdigtaperede nylonforfang, som forlænges med en 0,25 - 0,30 mm spids på mindst halvanden stanglængde. Med hensyn til valg af fluer er bornholmske kystfluefiskere ret gammeldags indstillet og holder sig generelt til velafprøvede mønstre som Big Hole Demon (i farverne sort, rød, orange), Bloody Butcher, Thunder & Lightning, Red Tag, Magnus, Glimmerrejen og Omøbørsten og diverse reje- og tangloppeimitationer, men nye kommer ind i mellem til som fx Skyggen. Krogen er som regel en størrelse 6, men svinger fra str. 4 til str. 10, afhængig af årstid, vind og vejr, lysforhold mv.

Tips til fluefiskeri: Prøv dig frem med indtagningen: små nøk, lange seje træk og lynhurtig indtagning. Vær kreativ og opmærksom, gør din flue levende, tillokkende og anderledes, hvis du mærker et lille pluk eller en forsigtig, kortvarig opstramning. Fluen får i øvrigt mere liv i vandet, hvis den påbindes forfanget i en løkke i stedet for en stram knude. Når du har fisket et område af, så læg et afsluttende, langt “sidste kast” og vad stille og roligt i land. Ved fiskeri på klippekystens dybe vand kan fluen med fordel vægtbelastes på den forreste tredjedel af krogen. Det bevirker, at fluen dykker lokkende ved hver pause i indtagningen. Til gengæld skal man ikke rykke linen hjem i små, kontante sæt, men stille og roligt trække et stykke ad gangen. Det er vigtigt, at man virkelig lader fluen synke, inden indtagningen. Samme teknik kan bruges på sydkysten ved sommerfiskeriet, hvor der er masser af vanskelige fisk. Ved hård sidevind kan det anbefales at skifte til Bombarda og flue, for så kan skær og revkanter virkelig affiskes effektivt.

Copyright © All Rights Reserved